Vælg den Rigtige Fadkobling

Det er sket for flere af os. Vi har glædet os til at smage den nye fustage. Fadølsanlægget kører og fodboldkampen skal lige til at starte, og så passer den anstikker vi har ikke til fustagen. 

Hvad er en fadkobling?

Fadkoblingen er den håndtagsdel, der sidder for enden af slangen of kobler fustagen til fadølsanlægget. Inde i koblingen er en anstikker. Det er den del, der skal sættes i fustagens åbning. Hvis man ikke har den korrekte anstikker til sin fustage, kan man ikke koble den på anlægget. Da rigtig mange fustager har en S-kobling, kan man nogle gange glemme at tjekke om den nye fustage man har anskaffet sig måske har brug for en helt anden type anstikker. Og man kan altså ikke substituere en anstikker man har liggende for den man egentlig skulle bruge.

Typer anstikkere

I Danmark er den mest brugte anstikker S-koblingen. Den passer på mange af de større ølproducenters fustager, såsom Carlsberg, Tuborg, Heineken, nogle Kronenburg, samt mange flere. S-koblingen drejes ned, så den sidder under de to udstikkere, og håndtaget trykkes helt ned. Det er vigtigt, man er sikker på, det er den rigtige kobling, man har fat i. D-anstikkeren ligner S-anstikkeren utrolig meget, men passer altså næsten kun på fustager produceret i USA og Mexico.

Mange specialøl på fustage kommer med A-kobling. Denne anstikker er åben i den ene side. Den glider hen over åbningen på toppen af fustagen. Når den sidder tæt til, kan du trykke håndtaget helt ned, og fustagen er koblet på fadølsanlægget. 

Cornelius fustager blev først brugt til dispensering af  sodavand, men er nu blevet meget populære blandt hjemmebryggere og mindre bryggerier. Cornelius fustager er utrolig smarte idet, der er låg i toppen. Det gør fustagen let at rengøre og genopfylde med hvad end, man har lyst til – sodavand, hjemmebrygget øl eller cocktails . Koblinger til Cornelius fustagerne er helt specielle. Der er to forskellige. Den ene er en ball lock, og den anden er en pin lock. Fustager med ball lock er ofte lidt højere og smallere end fustager med pin lock.

Der findes mange flere slags anstikkere, som G-koblingen, der bliver brugt til Budweiser og U-koblingen, der bliver brugt til Guinness. Hvis man er ejer af en bar, café eller restaurant, anbefales det at investere i et bredt udvalg af anstikkere og altid dobbelttjekke med sin leverandør, at man ligger inde med den korrekte anstikker. Hvis man køber fustager til hjemmebrug, kan man købe den korrekte anstikker sammen med fustagen, eller kontakte leverandøren for at være helt på den sikre side, hvis man tror, man allerede har den korrekte anstikker på lager.